Weingut Walter J. Oster er det første vinhus jeg har taget vin hjem fra. Det er et vinhus jeg faldt over på en ferie i Mosel for nogle år siden, og jeg blev helt forelsket i deres vine. Jeg havde en lille smule vin med hjem fra ferien og selvom det hurtigt slap op har jeg ikke kunne slippe mindet om deres vine. Det er nu blevet til et formelt samarbejde hvor Viticole Vinimport er de eneste i Danmark der importerer disse fantastiske vine.
Weingut Walter J. Oster er beliggende i Tysklands Mosel region og er en familiejet vingård, der går hele 15 generationer tilbage i tiden. Familien dyrker 12 ha vinmarker der alle ligger omkring landsbyen Ediger-Eller, en af de smukkeste landsbyer i Moseldalen. Vingårdens vigtigste vinmarker er Bremmer Calmont, Neefer Frauenberg og Ediger Elzhofberg. Bremmer Calmont marken er den stejleste vinmark i Europa med stigninger helt op til 60%. Marken er 290 meter høj, strækker sig mellem Bremm og Ediger-Eller og består primært af skiffer. De ældste vinranker i disse marker er helt op til 90 år gamle. Vinproduktionen styres i dag af Michael Oster.